Forfatter, historiker, foredragsholder

Grundtvig – visioner og vanvid

Denne biografi et anderledes og livligt bud på en forståelse af en af danmarkshistoriens mest kendte personer. 

Grundtvig kan på mange måder virke forældet, men han kan også være fundamentet for en ny og bedre verden. Han startede som oplysningsmand, blev romantiker og vækkelsesprædikant.

Han italesatte danskheden og endte som en noget sær kultfigur. Efter sin død blev han et symbol på kompromisset og den altfavnende danskhed og kirke, men det er noget sludder.

I denne bog fortæller jeg om, hvem Grundtvig var, men først og fremmest om, hvad vi kan bruge ham til i dag.

Grundtvig gik fra at være en tænker til at være et symbol, og den bevægelse skete allerede inden hans død i 1872. Han er med tiden blevet spændt for et utal af vogne. Hvor tit hører man fx ikke, at hvis noget i Danmark hedder noget med »folke-« (folketing, folkeskole, folkekirke osv.), må det være, fordi disse institutioner er udsprunget af arven fra Grundtvig og hans tanker.

Der er for øvrigt ingen grund til at antage, at disse institutioner faktisk ser ud, som Grundtvig havde ønsket det – eller at han overhovedet ville have ønsket, at de skulle eksistere. På den anden side er der meget af det, Grundtvig rent faktisk tænkte, som vi glemmer at give ham æren for eller bare glemmer i det hele taget. Tanker, som faktisk kunne være et fundament for en bedre verden – og sådan en kunne vi virkelig godt have brug for.

Fakta om bogen:
Titel: Grundtvig – Visioner og vanvid 
Forfatter: Asser Amdisen 
Omfang: 272 sider
Pris: 269,95 kr.
Udkommer: 2. juni 2025