Danmarkshistorien

Når jeg er ude i landet med mine foredrag møder jeg ofte mennesker, som fortæller, at de vældig gerne vil læse mere om danmarkshistorien, men ikke rigtigt ved, hvor de skal starte eller synes at de danmarkshistorier, som de kan finde, er for kedelige. Med denne bog skulle det problem gerne være løst. Her er ingen fodnoter, ingen unødige nørderier og ingen alenlange citater. Den er bramfri og nem at gå til.

Bogen er ikke en videnskabelig danmarkshistorie med dertil hørende objektivitet og distance. Det er min danmarkshistorie. Det er en personlig tolkning, som naturligvis er bygget på et liv som historieinteresseret og en uddannelse som historiker fra Københavns Universitet, men formålet med bogen er ikke at overbevise andre historikere om, hvor klog jeg er, men at fortælle historien og gøre den vedkommende og relevant også for mennesker, som ikke har 5-10 års historiestudier bag sig.

Man kunne også kalde bogen en højskolehistorie. Højskolens egentlige formål er at dels at formidle viden på en måde, så den bliver tilgængelig for alle og dels at være kritisk mod det etablerede samfund og de etablerede tænkemåder for derigennem at holde demokratiet levende og levedygtigt. Og det er der mere brug for nu end nogensinde.

Bogen udkom første gang 23. marts 2017 og seneste udgave er fra 2023.

Danmarkshistorien har fået gode anmeldelser fra de seriøse anmeldere. Særligt glad blev jeg naturligvis for anmeldelsen i Politiken, hvor seniorforsker Steen Andersen fra Rigsarkivet gav bogen fem hjerter og en god behandling under overskriften “Kortfattet bog om 15.000 års danmarkshistorie er et forrygende stykke folkeoplysning”. Læs hele anmeldelsen hos Politiken.

Salget har også været flot. Bogen har ikke mindre en fire gange bevæget sig ind på Arnold Buscks bestsellerliste, hvor den lå i næsten 20 uger.

Bogen blev oprindeligt udgivet af Haase Forlag, som i 2021 blev købt af Lindhardt og Ringhof, som i dag sælger bogen fra deres hjemmeside.

Læs forlagets pressemeddelse.

15. oktober udkom Danmarkshistorien også som lydbog indlæst fremragende af Paul Becker for Lindhardt og Ringhof lydbøger – den kan blandt andet findes på e-reolen.

Se uddrag fra bogen under billedet

I bronzealderen fremstillede man – i hvert fald nogle steder – prangende og meget tunge hjelme med store horn. De var ikke til bare at gå rundt med, det ville have givet temmelig store nakkesmerter, og havde man båret dem i kamp, ville man være blevet til grin og dø. I den rækkefølge. (s. 14)

Vikingerne burde virkelig have haft en ordentlig spindoktor! Når man hører om dem i dag, får man nemt det indtryk, at de blev født med en økse mellem tænderne og en hornet hjelm på hovedet, og at de, så snart de var klar til at gå, blev taget med på vikingeskibet til den nærmeste landsby, hvor de plyndrede, dræbte og voldtog. Noget sandt er der i det, men ikke ret meget. (s. 21)

Det var lige præcist sådan, Palnatoke fandt Harald, og som den fremragende bueskytte han var, sendte han en pil lige i den skidende konges mest iøjnefaldende legemsdel. Ifølge en farverig og næppe helt sandfærdig skildring skulle pilen have ramt så præcist og med så stor kraft, at man efterfølgende kunne se pilespidsen, når man så kongen ind i munden. (s. 30)

I dag inkluderer den slags biografbesøg, blomster og mange andre fordyrende og forsinkende faktorer, men Christian har næppe gjort meget andet end at sende en tjener af sted for at hente pigen, som derefter er blevet anbragt i hans seng. (s. 89)

Det står lidt hen i det uvisse, hvornår Frederik 5. gik fra at være en almindelig festabe til at blive alkoholiker, men meget har han nok ikke fået regeret inden. Skal man tro datidens sladder, var kongen allerede ved halv titiden om morgenen så beruset, at han måtte slæbes ud af slottet. (s. 149)

I Danmark taler vi ofte om Treårskrigen 1848-1851 som en triumf, hvor modige danske jenser nedkæmpede overlegne tyske tropper. Det er lidt et skønmaleri. Sandheden er nærmere, at de danske triumfer kom i de perioder, hvor den danske stat kunne få lov til at føre krig mod sine egne borgere – de slesvig-holstenske oprørere. Når større magter sendte forstærkninger, fik vi temmelig mange klø. (s. 181)

Når vi i dag med meget få undtagelser er enige om, at jødehad og antisemitisme er af det onde, skyldes det i ret høj grad Hitler. Indtil Anden Verdenskrig var antisemitisme langt mere udbredt, og racetænkning helt almindelig i hele verden – også i Danmark. (s. 205)

Det er ikke til at vide, hvad der ville være sket, hvis russerne var kommet Danmark til undsætning før englænderne efter Anden Verdenskrig. Sandsynligvis havde vi indordnet os under dem på samme måde, som tjekker, polakker og andre østeuropæere gjorde. Nu var det altså englænderne, der kom først, og så indordnede vi os under vestmagterne. (s. 218-219)

Det håndterede teknokratpartierne ved – på mindre væsentlige områder – at omklamre det yderste højres politik, blandt andet ved konstante stramninger af udlændingepolitikken, mens de på de store linjer fortsatte uanfægtet med at føre den politik, konsulenter og eksperter dikterede. Men strategien har ikke virket. (s. 232)