Forfatter, historiker, foredragsholder

Georg Stage – På kryds mod tidsånden siden 1882

Gennem de sidste næsten ti år har jeg været så heldig at være blandt de personer, som har haft Skoleskibet Georg Stage til låns. Søfartsskolen ombord kan nu fejre fødselsdag og i den anledning har jeg skrevet en bog om det fantastiske og meget mærkelige skib.

Historien handler om søfarten, om velfærdsstaten, om skiftende ungdomsårgange, men først og fremmest handler den om, hvordan militær disciplin og Grundtvigiansk menneskesyn smeltede sammen til en pædagogisk praksis, som har vist sig både langtidsholdbar og ekstremt effektiv.

Der snakkes meget om, hvorfor unge ikke vil på en erhvervsuddannelse og meget om, hvorfor unge ikke kan gennemføre en erhvervsuddannelse. På Georg Stage har vi løsningen. Ikke fordi vi er geniale, men fordi vi har arvet den (og passet på den).

Løsningen er at lave det praktiske prestigefuldt, at lade praksis være uddannelsen og at bruge kostskoleformens geniale pædagogik. Men først og fremmest handler det om selv at tro på håndværket og faktisk mene det, når man siger, at erhvervsuddannelse er en god ide.

Og det er det. Der skal bygges energiøer og vindmøller. Der skal findes på klimaforbedrende teknologi. Mennesker og varer skal flyttes rundt på en klode, som bliver mindre og mindre. Vi har brug for søfolk. Og selv om ikke alle danskere ved det, så har de brug for Georg Stage.

Billedredaktionen er foretaget af min forgænger på Georg Stages kontor, sømanden og kunsthistorikeren Uwe Delfs Jespersen, som har en visuel forståelse, som jeg aldrig kan få. Han har plukket blandt de mere end 25.000 billeder af skibet, som vi har liggende – og der er mange gode imellem.

Alle har brug for at læse den – også selvom de tror de ikke har – for historien om Georg Stage er historien om, hvordan vi kan gå ind i fremtiden uden at efterlade alle dem, som ikke gider skoler og teori. Og vi får brug for dem!

Bogen kan købes hos forlaget.

Fakta om bogen:

Titel: Georg Stage- På kryds mod tidsånden siden 1882
Forfatter: Asser Amdisen
Billedredaktion: Uwe Delfs Jespersen
Forsidebillede: Simon Wozniak Kristensen (www.sprint.film)
Omfang: 360 sider
Pris: 499,95 kr.
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivelsesdato: 25. maj 2022