Asser Amdisen

Forfatter, historiker, foredragsholder

Ny bog – Nu vi taler om demokrati

Denne bog handler om demokrati. Den handler også om historie og ikke så lidt om menneskesyn. Den er både arrogant og bedrevidende, men til gengæld har den ikke nogen magt over dig. Du kan smide den i skraldespanden, eller du kan holde op med at læse. Det er din ret på samme måde, som det er min ret at sige, hvad jeg synes, der skal siges.

Siden 1956 har der stort set ikke været nogen, som har sat spørgsmålstegn ved, om vi bør have demokrati i Danmark. Alligevel virker det lidt som om vi danskere har gjort demokratiet til et hurraord på linje med innovation og samskabelse – det giver en rar fornemmelse i mave at sige dem, vi behøver ikke definere dem nærmere – og de er i virkeligheden bare varm luft.

Demokrati er bare ikke varm luft. Det er den eneste ansvarlige måde at organisere et samfund på, men man er ikke et demokrati, bare fordi man hver fjerde år stemmer nogen politikere ind i Folketinget. Demokrati er krævende, besværligt og kræver en konstant vedligeholdelse, som vi desværre har forsømt.

Bogen tager læseren med på en tur gennem historien, hvor vi samler de elementer op, som til sidst skaber grundlaget for demokratiet. Dermed skabes også en fornemmelse for, hvorfor vores vestlige demokrati er blevet, som det er.

Forlaget har kaldt bogen en oplysende debatbog og den beskrivelse er jeg ret glad for. Det er ikke en ren debatbog for, den er også en historiebog og det er ikke en rent faglig bog, for den er både personlig og holdningsbaseret.

Den skulle gerne være både sjov, irriterende, oplysende og en advarsel. Demokrati er ikke noget vi kan tage for givet – for så er det lige pludseligt væk.

Bogen udkom på folketingets åbningsdag 2. oktober 2018. I anledning af bogens udgivelse skrev jeg en længere “programerklæring” for bogen, som har form som et åbent brev til danskerne og blandt andet kan læses på LinkedIn.

Læs forlagets salgsmateriale.

Se mit eget forskræp til bogen på Facebook eller LinkedIn.

I forlængelse af bogens indhold, har jeg skrevet en række debatindlæg.

I forbindelse med indførelsen af burkaforbuddet 1. august skrev jeg et indlæg på POV Point of View International, som man kan læse her.

20. august havde jeg et debatindlæg i Information, hvor jeg reflekterede lidt over fremtiden for de politiske partier. (idt ærgerligt, at man bruger begrebet folket i overskriften – jeg havde valgt befolkningen) – læs indlægget her.

21. august brugte Altinget en af mine tekster som kronik. Den handlede også om muligheden for en reform af det demokratiske system, men også om borgerrettigheder, som jeg ikke mener, at man skal pille ved – læs kronikken her.

I forbindelse med udgivelsen skrev jeg en serie longreads på POV international, hvor jeg beskrev demokratiets fortid, nutid og fremtid.

Allerede på udgivelsedagen kom den første anmeldelse fra Danmarksbloggen, som også tidligere har behandlet mig pænt og også denne gang var god ved bogen. Læs anmeldelsen her.

10. november 2018 blev bogen også anmeldt i Information af Philip Larsen. Han er mildest talt ikke begejstret, men får dog alligevel også skrevet et par væsentlige ting. Læs hele anmeldelsen her. Det er en godt skrevet anmeldelse, men også lidt sjovt, at han beskylder mig for at ikke at være grundig nok – og så staver mit navn forkert i overskriften:-)

Lektørudtalelsen er også kommet og den er rigtig nydelig – læs den her: Demokrati_DBC_medier.

I forbindelse med udgivelsen har forlaget lavet to videoer:

Den om Trump

Den med panikanfaldet

Se citater fra bogen længere på siden.

Det kan godt være, at vi moderne mennesker afviser at have eller ønske magt, men når vi gør det, er vi enten dumme, eller også lyver vi.

Magna Carta og Jyske Lov var med til at bane vejen til demokrati, først og fremmest fordi de slår fast, at alle mennesker er borgere i en stat. Enhver borger har rettigheder og pligter over for staten, og staten har rettigheder og pligter over for borgerne.

Pesten udfordrede kirkens legitimitet og berettigelse, og den katolske elites svar på udfordringen var midt imellem katastrofal, til grin og vildt provokerende.

Man hører af og til i den offentlige debat, at det var reformationen, der moderniserede og ændrede synet på kristendommen. Det er primært en efterrationalisering lavet af kulturkonservative for at undskylde, hvorfor vi i moderne tid stadig pumper penge i vedligeholdelsen af en 2000 år gammel nomadereligion.

Moderne politikere taler om, at Danmark for nylig er blevet et multikulturelt samfund. Men det har det faktisk altid været – undtagen i en ganske kort periode fra slutningen af 1. Verdenskrig og frem til begyndelsen af 1970’erne.

Vi danskere har altid viftet højt og larmende med de ideologiske faner, medmindre, naturligvis, vifteriet er gået ud over vores handel med andre stater

For os hyggedanskere i parcelhusene, som glade og fro sender vore børn til gymnastiktræning i den lokale gymnastikforening, er det muligvis en grotesk tanke, at den faktisk bygger på et træningsprogram for guerillakrigere.

Det var eliten, der havde fået den grundlæggende romantiske idé, at samfundet handlede om folket, men da man fortalte folket om det, blev de faktisk meget glade og tog virkelig ideen til sig.

Efter 1. Verdenskrig var der ikke længere nogen teknologisk optimisme, man havde erkendt, at teknologien hverken var god eller dårlig, og på samme måde gik det demokratiet – demokratisk giftgas havde vist sig at være præcis lige så giftig som kejserlig.

I det øjeblik Folketinget valgte at sætte borgerrettighederne ud af kraft og forbyde demokratiske partier, var der reelt tale om et statskup. Nu var det ganske vist Rigsdagen og regeringen, der havde begået kuppet, men et kup var det under alle omstændigheder.

Alle vidste, at deres børn ville få bedre chancer og mulighed for mere velstand, end de selv havde haft. Det var første gang i verdenshistorien, den opfattelse var både almindelig og rigtig.

Den nye, ekstremt demokratiske styreform førte det danske uddannelsessystem frem til at være et af verdens bedste – indtil det i 1990’erne blev ofret for at gøre plads til managementprincipper og markedsgørelse.

Politik blev kampen om midten, og valg reduceret til prioritering af personligheder, for politikken kunne man ikke se forskel på.

Partierne og politikerne har ingen reel politik, da deres mål er at erobre og fastholde magten, så de kan vinde retten til at administrere den politik, som er fastlagt af eksperter og embedsmænd.

Det er nok lidt tidligt at spå om, hvorvidt fremtiden tilhører de gammeldags fascister eller de moderne teknokrater, men begge tænkemåder repræsenterer stærke strømninger, der sætter deres klare præg på verden i dag.

Jeg er fuldstændig sikker på, at det ville være en rasende god idé, hvis vi som samfund begyndte at tænke på alternativer til det repræsentative demokrati organiseret i partier.

Theme by Anders Norén