Rapkæftet version af økonomiens historie – fra et sydfynsk jernaldermarked til velfærdsstatens fald.
Haase Forlag 2020, 222 sider
Udgivet 2020
Letlæst overblik over de økonomisk ideers historie. Hvor kommer nutidens ideer om penge fra? Hvordan og hvorfor skabtes velfærdsstaten? Hvorfor afskaffede vi den igen? Hvad er konkurrencestaten?
Økonomi lyder kedeligt, men egentligt handler det om, hvordan vi fordeler vores velstand – og den måde vi fordeler den på lige nu gavner de grådigste. Vejen frem går over en helt ny økonomisk tænkning – eller lige direkte i afgrunden.
Bogen giver overblik, har holdninger og er til at forstå. Den er blevet anmeldt i Information, hvor anmelderen er meget sur over, at jeg ikke skriver indviklet nok, så han selv kan demonstrere hvor lange ord han kan læse, men heldigvis også på Historie Online, hvor journalisten Kaare R. Skou er ret glad for den.
Bogen blev oprindeligt udgivet af Haase Forlag, som i 2021 blev opkøbt af Lindhardt og Ringhof. Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan findes på ethvert ordentligt folkebibliotek. E-bogsudgaven og lydbogen er stadig tilgængelige.
Citater fra bogen
I virkeligheden er denne bog et umuligt projekt. Målet er at fortælle
økonomisk historie fra antikken og frem til i dag på en underholdende
og folkelig måde. Det ville unægteligt være mere
overkommeligt at påtage sig at skrive historien om sex, historien
om mad eller stort set hvad som helst andet. Det er bare ikke nær
så vigtigt. (s. 7)
Denne bog handler i høj grad om, hvordan velfærdsstaten forfaldt
og blev til en konkurrencestat. Og den handler ikke mindst
om, hvorvidt forfaldet skyldes, at den blev moderniseret til en ny
og bedre stat, som Ove Kaj Pedersen hævder, eller om det skyldes,
at velfærdsstater bare ikke kan overleve, fordi kapitalismen
ikke kan tøjles, som jeg er tilbøjelig til at mene. (s. 10)
»I 1492 opdagede Columbus Amerika.« Dette udsagn blev før
i tiden regnet for børnelærdom, men i dag ved vi, at Columbus
ikke var den første, og vi kender også til de altødelæggende konsekvenser,
europæerne og især deres medbragte sygdomme havde
på de store, rige og blomstrende kulturer i Amerika. Foruden
dødsensfarlige sygdomme slæbte europæerne heste og kristendommen
til Amerika. Med sig hjem til Europa fik de syfilis, tobak
og, ikke mindst, en røvfuld sølv. (s. 45)
Da borgerne så blev tvunget til at vælge mellem solidaritet eller
forøgelse/bevarelse af deres egen rigdom, blæste de på solidariteten
og løb efter den nye tids neoliberale profeter, som ganske
vist ikke kunne love rigdom til alle, men til gengæld kunne love
den til de dygtigste og flittigste – en gruppe, som de fleste mennesker
komisk nok selv føler, at de tilhører. (s. 164)
Når konkurrencestaten opstår, er det altså ikke, fordi onde
djøf ’ere og politikere har taget røven på os. Når konkurrencestaten
opstår, er det, fordi den motor, som har drevet kapitalismen
og velfærdsstaten til vækst, også har indbygget angst og
misundelse. … Velfærdsstaten er også en
kapitalistisk stat, der, fordi den drives fremad af denne motor,
nødvendigvis må blive til en konkurrencestat. Eller noget endnu
værre. (s. 200)